Arbejdsliv

I mellemkrigstiden

Selv om Første Verdenskrig sluttede i 1918, så indfandt freden sig ikke lige med det samme. I efteråret 1917 havde Lenin ledet de russiske kommunister til en revolution, der endte med, at kommunisterne fik magten i Rusland. Det gav kommunister overalt i Europa håb om, at verdensrevolutionen var lige på trapperne. Mange af dem forsøgte selv at starte en revolution, men de blev slået ned.

I 1920 blev Danmarks Kommunistiske Parti skabt. Det blev også kaldt for DKP. DKP var helt frem til slutningen af 1980’erne et meget specielt parti, fordi det fulgte den politiske linje, som Sovjetunionen udstak. DKP var på en måde Sovjetunionens forlængede arm i Danmark. Derfor var DKP også et meget upopulært parti i Danmark.

Kong Christian X rider over den gl.
grænse i Sønderjylland ved genforeningen i juli 1920.
Kong Christian X rider over den gl. grænse i Sønderjylland ved genforeningen i juli 1920.

I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Siden Danmarks nederlag til Tyskland i krigen i 1864, havde Sønderjylland ellers været tysk territorium. Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig var vejen åbnet for, at sønderjyderne kunne stemme om, de ville tilhøre Danmark eller Tyskland. Resultatet blev, at den nordlige del af Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark, mens den midterste del forblev tysk.

Efter afstemningen opstod der stor splid mellem de danske partier om Sønderjyllands største by Flensborg. Den radikale regering ønskede at respektere folkeafstemningen, der viste tysk flertal i Flensborg, mens mange borgerlige politikere mente, at Flensborg historisk hørte til Danmark.

Det var den radikale regerings linje, der vandt. Konflikten om Flensborg kostede dog den radikale regering livet. I påskedagene i 1920 afskedigede kong Christian 10. C.Th Zahle som statsminister. Det var kontroversielt, for der var ikke konstateret noget flertal i folketinget imod regeringen. Kongen havde altså handlet alene. Formelt set var det helt i overensstemmelse med grundloven, men siden 1901 var der etableret en tradition for folketingsparlamentarisme. Altså det princip, at en regering ikke kan blive siddende, hvis der er et flertal imod det i folketinget.

Påskekrisen splittede danskerne, og mange socialdemokrater talte om, at kongen havde begået statskup. Krisen fik dog en fredelig udgang takket være politiske forhandlinger, og det blev besluttet at udskrive folketingsvalg. Det Radikale Venstre fik et svidende nederlag og genvandt derfor ikke regeringsmagten.

Statsminister C. Th. Zahles ll. regering (1913-1920) som Christian 10. afsatte, hvilket startede Påskekrisen.
Statsminister C. Th. Zahles ll. regering (1913-1920) som Christian 10. afsatte, hvilket startede Påskekrisen.

Mellemkrigstiden var præget af mange konflikter. Ikke mindst i 1930’erne, hvor der var en stigende kritik af folketingsparlamentarismen fra de politiske ydrefløje. F. eks. kom der fra Landsbrugernes Sammenslutning og Konservativ Ungdom en til tider kras kritik af parlamentarismen, som blev set som fuld af sniksnak, dårlige kompromisser og præget af klasseegoisme.Fra den modsatte fløj truede formanden for DKP, Aksel Larsen, i 1933 fra folketingets talerstol med, at det var kommunisternes ”absolutte Hensigt med Vold at tage Magten i dette Samfund”.

Mange af Europas demokratier blev i mellemkrigstiden forvandlet til diktaturer. De etablerede partier i Danmark havde derfor en god grund til at være bekymret for parlamentarismens overlevelse.

T. H. Stauning (1873-1942)
T. H. Stauning (1873-1942)

I 1933 indgik Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre et stort forlig med Venstre i statsminister Staunings lejlighed i Kanslergade – senere kendt som Kanslergadeforliget. Anledningen var den voldsomme økonomiske krise, som hærgede de fleste vestlige lande i 1930’erne. Både arbejdere og landmænd var stærkt utilfredse med situationen og krævede politisk handling.

Det var i den situation, at regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, mødtes med Venstre i Staunings lejlighed. Her blev de i røgfyldte lokaler natten til den 30. januar 1933 enige om, at store indgreb i samfundsøkonomien skulle redde både landbruget og arbejderne fra en større katastrofe. Med Kanslergadeforliget havde politikerne vist, at de kunne samarbejde og formindske den økonomiske krises værste følger. På den måde var Kanslergadeforliget et vigtigt skridt på vej mod skabelsen af velfærdsstaten.

Luftfoto af Odense bymidte fra 1938
Luftfoto af Odense bymidte fra 1938

Industribyen Odense oplevede i 1930’erne stor fremgang, selvom mellemkrigstiden var præget af økonomisk krise.

Da folketallet blev gjort op i 1911, boede der 42.237 personer i Odense. Det tal var i 1940 steget til det dobbelte, nemlig 87.521 individer.

Byen blev også geografisk større, eftersom bl.a. Skt. Hans Landsogn (1932) og Vor Frue Landsogn (1936) smeltede sammen med Odense Købstad. Flere af Odenses nærmeste landsbyer blev forvandlet til forstadskvarterer med boligblokke og murermestervillaer - det gjaldt bl.a. Bolbro, Skibhuskvarteret, Munkebjergkvarteret, Dalum og Ejby. De nye forstadsbeboere følte sig ofte nært knyttet til kvarteret, hvor man arbejdede og handlede. De unge fandt deres livsledsager i kvarteret, og i det hele taget var den lokale loyalitet og samhørighed meget stærk.

Odense var landets tredjestørste by og havde et driftigt handels- og erhvervsliv. Det var især industrien, der tegnede byen. Hvor Odense tidligere var et regionalt centrum for det omkringliggende opland, blev byens industri mere nationalt og internationalt orienteret. Byens to store arbejdspladser - Thrige og Odense Staalskibsværft - var således i høj grad indstillet på eksport.

Selvom tiden var præget af krisestemning, var der på flere samfundsområder en positiv udvikling i gang. Det gjaldt f.eks. byens skolevæsen, der blev fornyet. Også på det kulturelle og sociale område lød der nye toner. Levestandarden blev generelt forbedret for de fleste, og 1930'erne blev trods alt en tid præget af optimisme og livsmod.

I. Vilh. Werner var borgmester i
Odense 1937-1958.
I. Vilh. Werner var borgmester i Odense 1937-1958.

Nok var byer som Odense i mellemkrigsårene mærket af krise, arbejdsløshed og elendighed, men det var også en periode, hvor en stærk og selvbevidst arbejderklasse voksede frem og kunne tage den politiske magt i byen. Kampen mellem arbejderne i Socialdemokratiet og borgerskabet hos Det konservative folkeparti var ét af hovedtemaerne i mellemkrigsårenes politiske og kulturelle liv i Odense. Også efter borgmesterposten i 1919 blev et folkevalgt embede, sad de konservative på magten til langt op i 1930’erne. Først i 1937 kunne socialdemokraten I.Vilh. Werner, der var udlært smed, sætte sig i borgmesterstolen.

Det Konservative Folkepartis dominans i Odense var usædvanlig, da Socialdemokratiet på landsplan var det klart største parti. Mange vælgere i Odense må således have stemt på Socialdemokratiet, når der var valg til Rigsdagen, men konservativt til byrådsvalgene.

Der blev kæmpet hårdt mellem partierne om vælgernes gunst. Det så man især i forbindelse med kommunalvalget i 1925. Kommunens økonomi var sund, og Socialdemokratiet så stærkere ud end nogensinde. Det konservative medlem af byrådet H. Chr. Petersen var ikke bleg for at tage meget utraditionelle metoder i brug for at vinde magten. Han foreslog at eftergive byens borgere halvanden måneds skat. Socialdemokraterne reagerede med raseri og anklagede de konservative for valgflæsk. De mente, at pengene kunne bruges bedre på Odenses mange hjemløse. Men forslaget var populært, og H. Chr. Petersen – også kaldet ”Spare-Petersen” – kunne efter byrådsvalget i 1925 sætte sig i borgmesterstolen og fortsætte det konservative styre frem til 1937.

Astrid Blumensaadt ca. 20 år
Astrid Blumensaadt ca. 20 år

Astrid blev færdig med skolen i 1917, og efterfølgende fik hun plads i et hjem som pige i huset. Ved afslutningen af første verdenskrig var Astrid i gang med at arbejde og levede som enlig ung kvinde bl.a. i København. Hun kom tilbage til Odense, og i 1921 fik hun plads hos Fyns Kommunale Telefonselskab som prøvetelefonist. Her var hun ansat frem til 1943.

Under en ferietur til Aarhus i 1928 oplevede hun, hvordan hendes aarhusianske kollegaer havde bedre arbejdsforhold, end de havde hjemme i Odense. Kollegaerne fra Aarhus var blevet organiseret i en fagforening, og Astrid ville prøve at få oprettet en afdeling i Odense. Det lykkedes, og hun blev selv formand for Afdeling 13 på Fyn.

Ud over at være fagforeningsformand i otte år var Astrid også aktiv kommunist. Hun blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, i 1931 og hjalp til i Odense, da der var valg.

Astrid blev gift med Peder Gundersen Pedersen den 11. november 1928, og i februar 1929 fik de sønnen Pelle. Astrid og hendes mand havde ofte gæster boende. Det gjaldt både kammerater fra partiet, der var blevet arbejdsløse, og flygtninge fra Tyskland som de hjalp gennem den kommunistiske organisation Røde Hjælp, hvor de kendte formanden for afdelingen i Odense.