Besættelsen

Anden verdenskrig 1939-45

En hestevogn med tyske soldater, ca. 1942.
En hestevogn med tyske soldater, ca. 1942.

Danmark blev besat af Tyskland tidligt om morgenen den 9. april 1940. Landet var i sig selv ikke et vigtigt mål for Tyskland, men skulle give dem videre adgang til Norge, der havde strategisk vigtige havne. Danmark overgav sig hurtigt, men 16 danske soldater blev dræbt, mens 20 blev såret.

Den danske regering valgte at samarbejde med den tyske besættelsesmagt, og de fire største partier dannede en samlingsregering. Samarbejdspolitikken skulle forhindre vold og ødelæggelser fra tysk side på dansk jord og betød samtidig, at Danmark på i princippet forblev en suveræn stat, og at den danske befolkning kunne leve et forholdsvist normalt liv i de første år af besættelsen.

For befolkningen kom der dog visse ændringer. En af dem var at landet skulle være mørklagt efter kl. 20.00. Besættelsesmagten krævede dette for, at de engelske flyvere ikke skulle kunne bruge steder i Danmark som pejlemærker på deres vej til Tyskland. Gaderne blev mørklagt og folk måtte købe mørklægningsgardiner til deres vinduer. I starten af krigen var det sjældent, at sirenerne advarede om fly, men senere skete det ofte.

En anden konsekvens af krigen var, at man ikke kunne hente varer hjem fra udlandet og derfor blev der varemangel i Danmark. Der blev indført rationeringsmærker, og flere fabrikanter begyndte at fremstille erstatningsvarer. F.eks. begyndte man at lave sko af rødspætteskind.

Danske soldater er gået i stilling ved besættelsen i Sønderjylland, 1940.
Danske soldater er gået i stilling ved besættelsen i Sønderjylland, 1940.

I sommeren 1943 brød samarbejdspolitikken sammen. Forud for sammenbruddet havde augustoprøret fundet sted. I forskellige provinsbyer opstod der strejker, demonstrationer og gadeuroligheder. Folk var utilfredse med besættelsesmagtens strammere kurs over for befolkningen. For at stoppe oprøret stillede besættelsesmagten den danske regering over for et ultimatum. Der skulle indføres undtagelsestilstand i hele landet, hvilket ville medføre skærpet spærretid, mødeforbud og dødsstraf for sabotage. Det nægtede den danske regering at gå med til, Danmark stod nu uden regering - og besættelsesmagten indførte undtagelsestilstand.

Selvom straffen for sabotage var blevet skærpet fortsatte aktionerne fra modstandsbevægelsens side. Modstandsbevægelsen havde ikke været fremtrædende i krigens første år, og den var endnu ikke organiseret og samlet. I stedet blev de forskellige sabotagehandlinger udført af selvstændige grupper eller enkeltpersoner.

Modstandsaktiviteter kunne både være at dele illegale blade ud, klippe telefonledninger og ødelægge mindre materiel. Men det kunne også være at brænde biler af, skibs- og jernbanesabotage eller stikkerlikvideringer.

Modstandsarbejdet kunne være farligt og flere blev anholdt af besættelsesmagten. Folk der var blevet anholdt, blev ofte udsat for tortur. Mange modstandsfolk blev sendt i koncentrationslejre i Tyskland og efter undtagelsestilstanden var indført, blev flere også henrettet.

Modstandsmanden Børge Poulsens falske legitimationskort.
Modstandsmanden Børge Poulsens falske legitimationskort.

Efter samarbejdspolitikken var brudt sammen, var det ikke længere så vigtigt for besættelsesmagten at holde sig på god fod med danskerne. Derfor mente man nu, at tiden var inde til at anholde de danske jøder, og sende dem i koncentrationslejre, ligesom man havde gjort i de andre tyskbesatte lande. I Danmark skete det om aftenen den 1. oktober, men tyskerne fik i alt kun fat i 472, mens omkring 6.000 flygtede over Øresund til Sverige. Flugten var dog ikke ufarlig, og over 30 personer døde.

De danske jøder der blev fanget, blev sendt til Theresienstadt-lejren i det nuværende Tjekkiet, der under krigen også var besat af Tyskland. Her blev de holdt fanget, indtil de blev hentet af de hvide busser i april 1945. Under opholdet i Theresienstadt døde 53 danske jøder. De fleste var ældre eller svage, der ikke kunne klare de hårde forhold i lejren. Fangerne i Theresienstadt fik ikke tilstrækkelig eller næringsrig mad, de boede meget tæt, så sygdomme nemt kunne smitte. Desuden var der lus og andet utøj, og det var ikke muligt at blive vasket ordenligt og regelmæssigt. Fra Theresienstadt blev de fleste jøder sendt videre til koncentrationslejre, hvor forholdene var langt værre. Dette skete dog ikke for de danske jøder, men det kunne de ikke vide på det tidspunkt.   

I Danmark blev situationen meget mere dramatisk, da det danske politi i september 1944, blev overfaldet af besættelsesmagten. Næsten 2.000 danske politifolk blev arresteret og sendt i koncentrationslejr. Omkring 7.000 flygtede og eller gik under jorden. For at opretholde ro og orden etablerede kommunerne i stedet et vagtværn bestående af frivillige, for at stoppe den stigende kriminalitet, som arrestationen af politiet havde medført. 

Kongensgade i Odense ved befrielsen i maj 1945.
Kongensgade i Odense ved befrielsen i maj 1945.

Om aftenen den 4. maj kom så endelig befrielsesbudskabet. De sidste måneder af krigen havde været udmattende for befolkningen, der havde lidt under varemangel og levet i frygt for bomber, sabotage og modterror fra tysk side. Befrielsen trådte i kraft næsten morgen den 5. maj kl. 8.00.

Befrielsen foregik dog langt fra fredeligt, og i flere byer kom det til kampe mellem modstandsfolk, tyskere og danske nazister. Alene i de første par uger efter befrielsesbudskabet blev et sted mellem 200-300 danskere dræbt.

Modstandsbevægelsen havde lavet arrestationslister over folk, der f.eks. havde samarbejdet med besættelsesmagten, haft forhold til tyske soldater eller sladret om danske modstandsfolk. Mange blev dog hurtigt løsladt, og andre fik mildere domme. Men man genindførte i denne periode dødsstraffen i Danmark og 46 danskere blev henrettet for forbrydelser de havde begået under besættelsen.

Tyske bombefly over Odense om morgenen den 9. april 1940.
Tyske bombefly over Odense om morgenen den 9. april 1940.

I Odense vågnede befolkningen den 9. april op til lyden af de lavtflyvende tyske fly, der kastede flyveblade ned med beskeden om, at Danmark var blevet besat. Kl. 12.30 kunne man i radioen høre beskeder fra kongen og statsministeren om besættelsen og en opfordring om ikke at gå til modstand, men opføre sig værdigt.

Hverdagen fortsatte så normalt som muligt i Odense, men besættelsen betød også her, at byen skulle mørklægges, og varer blev rationeret. Også i Odense kom der sireneadvarsler, når der var bombefly i nærheden. I de første tre år var det meget få, men i 1944 skete det så ofte, at ikke alle tog advarslerne seriøst. Mange var dog også falsk alarm.

I vinteren mellem 1942-43 var krigen begyndt at gå dårligt for Tyskland. Det betød, at stemningen i den danske befolkningen ændredes, og der kom flere sabotagehandlinger i landet. I Odense startede man langsomt, og først sent på foråret i 1943 kom der for alvor gang i sabotageaktionerne. Tilsvarende skærpede besættelsesmagten sikkerheden. F.eks. opstillede de flere vagter ved bygninger der kunne være mål for sabotage. 

Den første strejkedag under augustoprøret, 1943.
Den første strejkedag under augustoprøret, 1943.

I løbet af sommeren 1943 blev situationen i Odense mere urolig. Der kom gadekampe og demonstrationer i byen, og den 30. juli gik arbejderne på Odense Stålskibsværft i strejke, fordi besættelsesmagten havde sat bevæbnede vagter ind på værftet, efter at modstandsbevægelsen havde saboteret et skib. Urolighederne kulminerede den 18. august, da hele byen gik i strejke. Generalstrejken i Odense varede til og med den 23. august, og i de dage var byen præget af gadekampe, hvor mange kom til skade, og en blev dræbt.

I mellemtiden havde urolighederne spredt sig til mange andre byer i landet. Efter urolighederne i Odense og resten af Danmark krævede besættelsesmagten, at den danske regering strammede reglerne over for befolkningen. Det ville regeringen ikke, og den 29. august 1943 ophørte regeringen med at fungere.     

I Odense boede der ikke mange jøder, størstedelen levede i København. Men ved aktionen mod jøderne i oktober 1943 blev en odenseansk jødisk familie og en kvinde arresteret og sendt til Theresienstadt. På Fyn var der dog flere unge jødiske flygtninge, som blev arresteret, og de blev samlet i Odense, inden de blev sendt med godstog til Theresienstadt. Men størstedelen af de odenseanske jøder slap væk. 

Modstandsfolk, 10. maj 1945.
Modstandsfolk, 10. maj 1945.

Ved årsskiftet mellem 1943-44 blev modstandsbevægelsen i Danmark organiseret. Landet blev inddelt i seks regioner, og Fyn blev til region IV. Region IV inddeltes i fire afsnit, hvor Odense fik sit eget. På dette tidspunkt begyndte der at komme flere modstandsaktioner. Til gengæld var der fra efteråret 1943 også flere tyske tropper i landet. Desuden etableredes det tyske sikkerhedspoliti Gestapo, der havde til opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen. Hvis modstandsbevægelsen udførte sabotageaktioner, blev de fulgt af hævnaktioner fra tyske grupper med danske medløbere.

Disse aktioner kunne både være mord og sprængninger af forskellige bygninger. I Odense blev bl.a. Fyens Stiftstidende og Odinstårnet, der lå i Bolbro, sprængt i luften af sådanne grupper. Og den 20. februar 1945 blev fire unge læger fra sygehuset myrdet som hævn for, at en såret modstandsmand var flygtet fra sygehuset. Krigen var meget blodig i den sidste tid, og da befrielsen endelig kom, gik det heller ikke fredeligt for sig i Odense.

Odinstårnet før og efter eksplosionen den 14. december 1944.
Odinstårnet før og efter eksplosionen den 14. december 1944.

Starten på dagen var forholdsvis rolig, og mange var samlet i byen for at fejre befrielsen. Men stemningen var også trykket, da man ikke havde styr på, hvem der sympatiserede med hvem. Modstandsbevægelsen i Odense var spredt ud over byen i forskellige mindre grupper, og ingen kunne vide, hvem der var bevæbnede, da ikke alle bar uniformer.

Ud på eftermiddagen fandt flere ildkampe sted, og modstandsbevægelsen blev beskudt af flere omgange. Ved ét tilfælde skete det også, at to grupper fra modstandsbevægelsen tog fejl af hinanden og skød. I alt døde 23 personer i Odense den dag, elleve modstandsfolk og tolv civile. Yderligere blev firs såret, hvoraf tre døde af deres kvæstelser senere. Først da englænderne kom til byen den 7. og 8. maj lettede spændingen.

Modstandsfolk i stilling på Albanigade under befrielsen, 5. maj 1945.
Modstandsfolk i stilling på Albanigade under befrielsen, 5. maj 1945.

Astrid beskrev i sine erindringer, hvordan hun oplevede besættelsen den 9. april 1940. Hvordan de blev vækket tidligt om morgenen af de lavtflyvende tyske fly, og hvordan alvoren ikke var gået op for alle. Astrid havde hørt historier om forholdene i Tyskland fra de flygtninge, hun og Peder havde haft boende.

Hun beskrev selv, hvordan modstandsarbejdet opstod spontant, og hvordan det senere blev mere og mere organiseret. Hendes mand Peder var med i en sabotagegruppe, og Astrid blev spurgt om, hun ville lægge lejlighed til møderne.

Astrid og hendes mand fik i 1941 en datter. På grund af modstandsarbejdet var Astrid nødt til at holde mange sygedage fra sit arbejde, da hun ikke kunne fortælle, hvad hun skulle i virkeligheden. I 1943 søgte hun om pension på grund af sygdom. Den 27. september 1943 fik Astrid bevilliget pension.