Familien

Astrids farfar, Nicolai Niemann Blumensaadt, grundlagde i 1835 sæbefabrikken N.N. Blumensaadt A/S. Hendes bedsteforældre var velhavende, men det betød ikke, at Astrid kom fra et rigt hjem.

Hendes far Axel var ikke den ældste søn og arvede ikke firmaet. Han var på et tidspunkt arbejdsløs, og den lille familie måtte i en periode leje et af deres værelser ud for at have penge nok. Hendes mor Elisabeth arbejdede i huset ved en familie, og først da Astrid begyndte at tjene penge, kunne hendes mor stoppe med at arbejde. Astrid var enebarn, så der var ingen andre søskende til at hjælpe til.

Astrids farfar døde mange år inden hendes fødsel, og når hun i erindringer beskrev bedsteforældrene, var det altid morens forældre, der blev omtalt. Astrids morfar var udlært tømrersvend, og han havde været med i treårskrigen i 1848-50. Astrid brugte meget af sin fritid hjemme ved bedsteforældrene, der også boede i Odense.

Hun beskrev selv, hvordan hendes far kom fra en konservativ familie, mens der på hendes mors side var flere socialdemokrater. I hjemmet i Pjentedamsgade var de ikke specielt religiøse, men Astrid blev både døbt og konfirmeret.

Under første verdenskrig var Astrids far medlem af Odense Frivillige Bevogtningskorps, som havde til opgave at bevogte et stykke af togbanen på Fyn, hvis der skulle udbryde krig. Tidligere havde Astrids far flere gange været ude at sejle som frivillig lærling med flådens skibe. I 1884 blev han bryggerlærling på Albanibryggeriet, og i 1899 blev han gift med Astrids mor.

Efter at Astrid var flyttet hjemmefra, blev hendes mor syg. Hun fik en depression og blev i 1926 sendt til Middelfart Sindssygehospital. Det var først sent i forløbet, at lægerne fandt ud af, at Astrids mor havde en depression, da man dengang ikke havde den samme viden, som man fik senere.

Astrids far døde den 27. december 1932, og i september 1933 blev Astrids mor igen indlagt i Middelfart. I 1937 var hun ude igen, og i 1940 flyttede hun ind til Astrid, hvor hun boede i et par år. Da Astrid var i koncentrationslejr, var det sin mor, hun skrev breve til, men efter et år begyndte brevene at blive tilbageholdt. Astrids mor døde den 17. september 1957, 86 år gammel.


KILDER

Breve til Axel Blumensaadt fra OFB

Broderbrev til bedstefar Rasmus Andersen

Erindringer - Bedsteforældrene Rasmus og Anne Marie

Erindringer - Far

Erindringer - Middelfart