Livet efter krigen

Tiden efter 1945

Flakhaven i 1953 efter at sporvognene var forsvundet fra gadebilledet i Odense.
Flakhaven i 1953 efter at sporvognene var forsvundet fra gadebilledet i Odense.

I Danmark blev der igen efter besættelsen dannet en samlingsregering. Denne gang var det ikke kun medlemmer af de fire store partier, men også medlemmer af modstandsbevægelsen og frihedsrådet. I oktober 1945 blev der afholdt valg, hvor det kommunistiske DKP fik stor succes. Stemmerne kom dog primært fra folk der før havde stemt socialdemokratisk, så Venstre kunne samle flertal og danne regering.

Danmark var, sammen med resten af Europa i økonomiske problemer efter krigen. USA valgte at støtte flere europæiske lande, deriblandt Danmark, med det der blev kendt som Marshallhjælpen. Danmark modtog i tiden mellem 1948-52 økonomisk støtte fra USA, som gerne ville gøre Europa i stand til at købe deres varer og undgå kommunistisk indflydelse.

Formand for DKP Aksel Larsen der sad i regeringen efter befrielsen, 1945.
Formand for DKP Aksel Larsen der sad i regeringen efter befrielsen, 1945.

Efter anden verdenskrig stod to samfundssystemer stejlt overfor hinanden. På den ene side det kommunistiske Sovjetunionen og på den anden det kapitalistiske USA, og dermed var den kolde krig en realitet. De to supermagter ville gerne have indflydelse på Europa og mente hver især, at deres samfundsideologi var den rigtige.

Danmark gik efter krigen fra at være et landbrugsland, til et land, hvor industrien var det vigtigste erhverv. Dette medførte en urbanisering, da arbejdspladserne ikke længere var at finde på landet, men i byerne. Det var også ved industriens fabrikker, at mange kvinder fik arbejde. Fra 1960’erne begyndte kvinderne gradvist at komme ud på arbejdsmarkedet. Foruden industrien var det også ved kontor, handel, den sociale sektor og undervisning, at mange kvinder blev beskæftiget.

I denne periode begyndte lønningerne også at stige, samtidig med at arbejdstiden gradvist faldt. Danskerne fik flere penge mellem hænderne og mere tid til at bruge dem. Flere købte biler, man begyndte at tage på ferie i udlandet, og i det hele taget steg forbruget og velstanden.

Kvinde arbejder med at lodde på industrivirksomheden "Thrige", 1963.
Kvinde arbejder med at lodde på industrivirksomheden "Thrige", 1963.

Kvindernes indtrædelse på arbejdsmarkedet skabte en ny konflikt. Kvinderne tjente nemlig ikke lige så meget som mændene. I nogle tilfælde var det fordi, de typiske ”kvindefag” var dårligere lønnede end de typiske ”mandefag”. I 1976 kom loven om ligeløn, som skulle sikre at kvinder og mænd fik samme løn for samme arbejde og arbejde af samme værdi.

Periodens fremgang stoppede dog i 1970’erne. I oktober 1973 var der udbrudt krig mellem Israel og dets arabiske naboer, hvilket startede en oliekrise. Prisen på en tønde olie blev firedoblet på et par måneder, og de danske energiudgifter steg til det dobbelte. Dette medførte en økonomisk tilbagegang, da omkostningerne ved at producere steg, og man tilsvarende måtte sætter priserne op. Dette kom til at betyde lav vækst og høj arbejdsløshed.

I vinteren mellem 1973-74 prøvede man i Danmark at mindske forbruget af olie. Man dæmpede gadebelysningen, skruede ned for varmen i offentlige bygninger, og der blev indført bilfrie søndage. I 1979 kom den anden oliekrise og skabte igen tilbagegang og arbejdsløshed. I starten af 1980’erne var Danmark inde i en økonomisk krise, og lønnen var faldende, desuden havde Danmark en stor gæld til udlandet. I slutningen af 1980’erne begyndte konjunkturerne at vende internationalt, hvilket også påvirkede Danmark. Flere kom i arbejde, og Danmark fik mindsket gælden til udlandet.

Hans Mules Gade i Odense fotograferet mod Østre Stationsvej på en bilfri søndag i nov. 1973.
Hans Mules Gade i Odense fotograferet mod Østre Stationsvej på en bilfri søndag i nov. 1973.

En anden ting, der ændrede sig i Europa, var den kolde krig. I 1961 havde DDR påbegyndt opførelsen af den 45 kilometer lange Berlinmur, der adskilte Østberlin og Vestberlin. DDR var blevet oprettet i 1949 efter sovjetisk forbillede, af den del af Tyskland som Sovjetunionen havde besat efter anden verdenskrig. Allerede fra oprettelsen af staten var mange borgere flygtet vestpå. Muren satte dog en stopper for denne flugt.

I 1990 brød DDR sammen. Inden da var muren faldet den 9. november 1989. Mens muren stod, havde familier været adskilt, men nu efter 30 år blev de genforenet.

Luftfoto af Odense bymidte, efter 1970. Bag Flakhaven går Thomas B. Thriges Gade.
Luftfoto af Odense bymidte, efter 1970. Bag Flakhaven går Thomas B. Thriges Gade.

I Odense og resten af Danmark var perioden efter krigen præget af stor tilflytning til byerne. Tusinder og atter tusinder pakkede kufferten, da byerne lokkede med arbejde til begge ægtefæller. Omkring Odenses gamle bykerne skød et stort antal boligkomplekser op. I 1947-48 stod byens første "højhuse" ved Nyborgvej klar til indflytning.

Odenses indbygger nummer 100.000 kom til verden i 1950, og her lå indbyggertallet stabilt i et par årtier. Der blev stadig født børn, men folk flyttede nu i stigende grad bort fra midtbyen og ud i forstaderne. Der manglede simpelthen boliger i Odenses centrum, selv om boligselskaberne byggede mange nye lejligheder.

Boligmanglen fik unge børnefamilier til at flytte væk fra det indre af Odense og ud til nybyggerkvartererne, der skød op i Odenses periferi. Byens centrum blev langsomt omdannet til et butiks‑ og forretningskvarter, og i 1969 blev det første stykke af Vestergade taget i brug som gågade.

Gågaden i Odense 1973
Gågaden i Odense 1973

I forstæderne var der masser af plads, og her kunne børnefamilier få opfyldt drømmen om eget parcelhus. Tresser-familiens nye stolthed, bilen, gjorde det nemt at pendle til arbejdet, der nu typisk lå i Odenses centrum. Trafikken blev mangedoblet, og i 1970 åbnedes Thomas B. Thriges gade, der skulle lette bilisternes færden i centrum.

Det var også i denne periode at man anlagde bydelen Vollsmose i Odense. Vollsmose skulle være en blanding af lejligheder og rækkehuse med plads til 15.000 mennesker og var et prestigeprojekt for byen. Der skulle være alt, hvad den moderne odenseaner havde brug for: butikscenter, gymnasium, kirke, fodboldklub, legepladser og grønne områder.

Rejsegilde for boligblok i Vollsmose i maj 1968.
Rejsegilde for boligblok i Vollsmose i maj 1968.

I 1970 blev Odense kommune lagt sammen med en række forstads- og omegnskommuner, og det betød bl.a. at kommunes indbyggertal steg fra 102.698 til 163.596 indbyggere. Folkevandringen væk fra Odenses bykerne og ud til forstæderne fortsatte gennem 1970'erne, hvor befolkningstallet for centrum faldt med 3% i årene 1971-79.Derimod blev der flere beboere i forstæderne, som nu næsten voksede sammen med bykernen. Byens sydøstlige bydel kom foruden boligbebyggelse også til at rumme mange servicefunktioner som universitet, kongrescenter og indkøbscenteret Rosengårdcentret. 

Rækkehuse og parcelhuse i Odense, 1953.
Rækkehuse og parcelhuse i Odense, 1953.

Da den økonomiske krise begyndte at kradse i 1970'erne, kunne det også mærkes i det odenseanske erhvervsliv. Det begyndte med oliekrisen og den store nedtur i 1970'erne, der gav bølger af konkurser og tvangsauktioner. De små købmænd og ismejerierne henne på hjørnet forsvandt i hobetal allerede før 1970'erne. Mange af byens gamle virksomheder kunne ikke længere køre rundt og måtte lukke og fyre de ansatte. Blandt dem, der drejede nøglen om i 1970'erne, var Brandts Klædefabrik og Allerups Jernstøberi, der begge havde eksisteret i over hundrede år.

I kølvandet på udviklingen fulgte stor ledighed i 1970'erne og 1980'erne blandt industriarbejdere, som sjældent kunne gå direkte ind i de nye job og derfor ikke havde megen grund til at glæde sig over nye branchers fremvækst. Først i løbet af 1990'erne begyndte ledigheden at falde igen. 

Pladebar i I.G. Huset der nu er Magasin, 1959.
Pladebar i I.G. Huset der nu er Magasin, 1959.

De voldsomme omstruktureringer og afviklingen af de store gamle industrier ændrede byens karakter ‑ Odense gik fra at være industriby til serviceby. De nye virksomheder gav i højere grad ansættelse til funktionærer i administrative stillinger og i det offentlige. I dag er to ud af fem odenseanere ansat i det offentlige. Derimod er kun 16% ansat i fremstillingsvirksomheder, hvor tallet i 1970 var 45%.

Mange gamle industribygninger blev forladt og forfaldt. Odense tog derfor i 1980'erne fat på en byfornyelse af boligkvarterer og genanvendelse af udslidte fabriksbygninger som Brandts Klædefabrik (til kulturcenter) eller Odense Kvægtorv, hvorfra TV2 begyndte at sende i 1988.

Brandts Klædefabrik i 1978 set fra Pantheonsgade og i 1989 v. Amfiscenen.
Brandts Klædefabrik i 1978 set fra Pantheonsgade og i 1989 v. Amfiscenen.

Astrid var 44 år gammel, da hun kom hjem fra Ravensbrück, og hun kom efter krigen ikke til at arbejde igen. Oplevelserne i koncentrationslejren havde præget hende for meget, og hun fik det, man dengang kaldte svage nerver og kom på pension.

Samme år, som Astrid kom hjem, blev hun og Peder skilt. Senere i 1952 flyttede Astrid til Århus. I et par år boede hun dog ved Pelle i Rødovre, hvor hun passede hans to børn. I 1959 flyttede Pelle til Dresden, der lå i DDR, hvor han havde fået arbejde, og i 1960 flyttede Astrid derned med børnebørnene. Astrid blev boende i Dresden frem til 1969, hvor hun flyttede til Berlin.

Fra 1980’erne og frem til sin død i 2003 boede Astrid i Odense. Det er samtidig i denne periode, at hun nedskrev sine erindringer og indleverede dem på Odense Stadsarkiv.

Astrid i 1983
Astrid i 1983